Velkommen til finanskrisens tredje fase

Den resolutte og historiske handlekraft fra EU-finansministrene, som søndag aften sikrede en ‘Europæisk Finansiel Stabiliseringsmekanisme’ med et eksorbitant beløb på 500 milliarder euro - over 3.750 milliarder kr. - vil ikke fjerne én euro fra Grækenlands milliardgæld. Eller fra noget andet gældsplaget euro-land.

Det sker heller ikke med de 250 mia. euro (1.875 mia. kr.), som Den Internationale Valutafond (IMF) ventes at supplere stabiliseringsmekanismen med. Og heller ikke de i alt 110 mia. euro (825 mia. kr.), som eurolandene og IMF forleden i fællesskab besluttede at stille til rådighed for Grækenland.

Tværtimod vil de mange penge i sig selv blot sikre gældens opretholdelse. Pengene skal nemlig stilles til rådighed som nye lån, der gør det muligt for Grækenland - og siden antagelig andre euro-lande - at betale af på de gamle lån, når disse forfalder.

Konkret får Grækenland nu nye lån til at indfri de af statens gamle lån, der forfalder onsdag den 19. maj - en førstegangssum på 8,5 mia. euro (over 63 mia. kr.).

Resultatet af EU-ministrenes lynaktion er altså, at statsbankerotter afværges, hvorimod gældssætningen opretholdes. Man har ikke løst de grundlæggende problemer - man har udskudt dem og således undgået et umiddelbart sammenbrud på de globale finansielle markeder.

»Dramaet er desværre ikke ovre. Gældskrisen i PIIGS-landene viser klart, at vi nu er alvorligt inde i finanskrisens tredje fase, hvor det er regeringernes gældsproblemer, der sætter dagsordenen,« siger cheføkonom Helge J. Pedersen, Nordea, med henvisning til Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien, der som gældstyngede nationer nu går under akronymet ‘PIIGS’.

Chefanalytiker hos analysevirksomheden IHS Global Insight, Howard Archer, supplerer:

»Selv om pakken vil købe tid for de erkendt sårbare euro-zonelande, så vil de stadig være tvunget til at gennemføre de nødvendige spareprogrammer, der skal til for at få styr på deres offentlige finanser og håndtere de grundlæggende strukturproblemer, deres økonomer står overfor.«

Og senioranalytiker Janis Emmanouilidis fra tænketanken European Policy Center:

»Det, de har præsteret, er en mekanisme til krise-respons. Men det indebærer ikke, at de har skabt et system til koordinering af langsigtet økonomisk politik, og det er meget vigtigere, når det drejer sig om at skabe stabilitet i det lange løb.«

I morgen går EU-Kommissionen derfor på banen med et initiativ, der skal forholde sig til den centrale nye udfordring: Hvordan bringes gældssætningen i EU under kontrol? Hvordan sikrer man national budgetdisciplin med større held end hidtil?

Det, EU-Kommissionen kan levere, er forslag til EU’s stats- og regeringschefer til strammere regler og skærpede sanktionsmuligheder. Det, som de gældstyngede enkeltlande selv må præstere, er selve de skrappe nedskæringsprogrammer - kaldet reformer - der kan mindske såvel statsgæld som underskud på de offentlige budgetter. Grækenland vedtog forleden sin nationale nedskæringsplan, akkompagneret af blodige protestaktioner i Athens gader.

Gælden

Den 18. maj ventes Spaniens og Portugals regeringer at præsentere egne forslag til tilsvarende ‘konsolideringsprogrammer’.

Maastricht-traktatens såkaldte konvergenskrav til de 16 lande, der i dag er medlemmer af eurozonen, er:

• Inflationen må ikke ligge mere end 1,5 pct. over inflationen i de tre euro-lande med lavest, aktuel inflation

• Underskuddet på de offentlige budgetter må ikke overstige tre pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP)

• Statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP

Da finans- og økonomikrisen ramte de vestlige økonomier i andet halvår af 2008, begyndte det at gå galt med både det offentlige underskud og med statsgælden i de fleste EU-lande.

Landene brugte store summer på redningspakker til bankerne, væksten gik i stå og førte til arbejdsløshed med øgede offentlige udgifter og reducerede skatteindtægter.

Hvor eurozone-landene i 2008 havde et gennemsnitligt offentligt budgetunderskud på to pct. af BNP - det vil sige inden for konvergenskravet - er det nu på 6,9 pct.

Værre næsten med statsgælden: Endskønt den som gennemsnit for euro-landene hele tiden har ligget over 60 pct.-kravet, så begyndte den i 2008 at løbe løbsk. Sidste år var den knap 79 pct. af BNP, nu er den 84 pct. EU-Kommissionen forudsiger i sin dugfriske prognose for europæisk økonomi, at gælden i 2011 vil stige til 88,5 pct. for euro-zonen og til 84 pct. for det samlede EU.

Ifølge Bank for International Settlements har alene europæiske banker omkring 3.000 mia. euro (22.500 mia. kr.) i klemme hos PIIGS-landene.

Allerværst forgældet er Grækenland med en statsgæld, der er væsentligt større end bruttonationalproduktet: 125 pct. af BNP. Italiens gæld udgør godt 116 pct., Portugals 84,6 pct. og Irlands 82,9 pct. af BNP (Se diagrammet til venstre, red.).

Den spanske statsgæld udgør ‘kun’ 66,3 pct. af BNP, men landet har til gengæld fortsat recession, Europas højeste arbejdsløshed - 20 pct. - samt delvis af samme grund et galopperende offentligt underskud på over 10 pct. af BNP.

Krisens presserende karakter hander ikke kun om gældens størrelse i forhold til BNP, men også om hvornår store lån forfalder til betaling. Italien skal f.eks. i år indfri lån på hele 251 milliarder euro, mens Spanien skal tilbagebetale godt 76 mia. euro. Gør man dette ved blot ved at optage nye lån, er intet vundet andet end umiddelbar afværgelse af statsbankerot eller noget, der ligner.

Modstridende interesser

EU-Kommissionens forventede udspil i morgen vil være en stor politisk udfordring for euro-zonen. »For bare et år siden ville en diskussion om gælden have været tabu. Nu oplever vi en generel åbenhed, som kan være væk igen om tre måneder,« siger en unavngiven kommissions-repræsentant til nyhedsbureauet EurActiv.

Det spås, at Kommissionens udspil vil rumme et forslag om en skærpet grænse for statsgældens størrelse i forhold til BNP og måske grænser for gældens vækstrate.

At muliggøre overholdelse af en gældsgrænse, der er skrapper end den grænse på 60 pct. af BNP, som ikke bliver overholdt i dag, vil kræve skrappe sanktioner over for lande, der forbryder sig. Med bl.a. tysk støtte ventes Kommissionen at foreslå inddragelse af støtte fra EU’s Regionalfond som straf til lande, der ikke overholder euro-zonens konvergenskrav, altså også kravet om højst tre pct. offentligt budgetunderskud i forhold til BNP

»De, der ikke holder sig til Maastricht-traktatens grænse for underskud, bør miste en del af deres ret til at modtage penge fra strukturfonden eller landbrugsfonden,« sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, forleden.

»I sin yderste konsekvens betyder det intet mindre end at tage stemmeretten fra notoriske underskudssyndere - i det mindste midlertidigt - og i de mest ekstreme sager må vi udvikle en procedure for velordnet insolvens for (eurozone) medlemsstater.«

For at afværge euro’ens sammenbrud kunne alle EU-lande søndag aften enes om at stille enorme lånesummer til rådighed for sårbare medlemslande.

Om de også kan enes om nye straffemekanismer og skrappere regler er en ganske anden sag. Skyldnere og långivere har ikke nødvendigvis samme interesser i det spørgsmål.

jsn@information.dk