Oprør fra Europas midte

Inden for kort tid er det europæiske kontinent blevet ramt af en ny økonomisk virkelighed, der har tvunget Danmark og størstedelen af de toneangivende landes regeringer til at gennemtvinge massivt upopulære spareprogrammer overfor vrangvillige befolkninger.

I Tyskland har den borgerlige regering netop lanceret, hvad de selv betegner som forbundsrepublikkens mest omfattende sparepakke. Fem milliarder euro skal skæres her og nu, mens yderligere 10 milliarder skal findes årligt indtil 2014. Til den tid skal tyskerne ideelt set have sparet 86 milliarder euro på statsbudgetterne, som efter planen skal befinde sig på niveau med 2009. Merkels plan har som ventet udløst en voldsom debat i den tyske offentlighed. Både befolkning, fagforeninger og opposition yder maksimal modstand mod de varslede indgreb i sociale ydelser som forældrepenge, jobtilbudsordninger og efteruddannelse. Selv blandt regeringens egne støtter har enkelte stemmer meldt sig med kritik af pakkens sociale slagside.

»Hvis man havde inddraget de højere indkomster, havde sparepakken socialt set været rundere,« siger formanden for den kristelige fagforening, Karl-Josef Laumann til Die Zeit.

Middelklassen

Ifølge den tyske sociolog Berthold Vogel dækker de aktuelle protester mod sparepakken over en mere dybtliggende politisk udvikling, nemlig at den europæiske middelklasse er på vej til at blive krisens næste hovedaktør:

»Det aktuelle spareprogram er primært gået ud over de i forvejen svage, men i fremtiden vil middelklassen i stigende grad blive ramt af forandringer af socialstaten. Indtil videre besidder en del af middelklassen endnu den nødvendige private kapital til at kompensere for statens tilbagetog,« siger Vogel til Information. »Men en heterogen middelklasse vil have svært ved at finde fælles fodslag. Også her viser det sig vanskeligt at samarbejde på europæisk niveau.«

På trods af den manglende solidaritet på tværs af landegrænserne vurderer den tyske sociolog, der til daglig forsker i middelklassens politik ved Hamburgs Institut for Socialforskning, at den europæiske middelklasse før eller senere må indstille sig på de nye post-industrielle tider.

»I fremtiden vil der blive fremsat forslag, der direkte angår samfundets midterste lag. Sundhedsgebyrer, plejehjem, færre forældrepenge, uddannelsessektor. De områder står for tur. Som jeg skriver i min bog, tror jeg, at det vil føre til velstandskonflikter.«

Velstandskonflikter

I bogen Wohlstandskonflikte (Velstandskonflikter) fra 2009 analyserer Berthold Vogel, hvordan middelklassen reagerer på socialstatens forandrede vilkår i Tyskland og Europa. Mens den vesteuropæiske velfærdsstat traditionelt har kunnet tilbyde sine borgere mulighed for social opstigning og sikring af egen status, er Vogels vurdering, at socialstaten i stigende grad er på vej til at blive omdannet til »den garanterende stat«.

Ifølge Vogel er det denne udvikling, som Merkels spareplaner har tydeliggjort. Også i Danmark har Lene Espersen (K) i et nyt konservativt udspil advaret middelklassen om, at den i fremtiden i højere grad må betale for velfærd i form af færre børnepenge.

Lavere klasser hægtes af

Denne udvikling i statens rolle er sket parallelt med afgørende ændringer på det europæiske arbejdsmarked. I kernelande som Tyskland og Frankrig er uddannelsessektoren, den offentlige forvaltning og sundhedsvæsenet under pres, mens andelen af lavtlønnede job uden ansættelseskontrakter og sikrede arbejdsforhold stiger i forhold til overenskomstbaserede ansættelser. Vogels tese lyder, at den europæiske middelklasse reagerer på den reducerede sociale sikkerhed ved i stigende grad at fremføre særlige krav og samtidig konsolidere sig mod de lavere klasser, der hægtes yderligere af i kampen om de sociale goder. Dermed svækkes også samfundets sammenhængskraft i en grad, der forøger risikoen for sociale konflikter, der svært lader sig politisk regulere.

For tilhængere af en stærk velfærdsstat kan Vogels analyse lyde bekymrende.

»Socialstaten vil ikke forsvinde, men den vil i mindre grad rette sig mod at udligne ulighed. Men sociale konflikter i de europæiske samfund vil samtidig i stigende rette sig mod organiseringen af velfærden. Det gælder for Tyskland, Grækenland og Spanien. Man vil kunne observere den udvikling i samtlige europæiske lande, men det er afgørende, hvilken politisk form disse konflikter tager,« advarer Vogel.

Samtidig understreger han, at udviklingen også kan være anledning en til mere dybtgående politisk refleksion.

»Konfliktens politiske form behøver ikke nødvendigvis at være negativ. Den kan også føre til, at vi reflekterer over, hvordan vi organiserer velstand og velfærd. Det behøver ikke at være orienteret mod vækst. Måske kan det føre til en nydefinering af begrebet velfærd, som muligvis vil medføre visse indskrænkninger i vores hverdag. Det kan komme ud af kontrol, som vi så med Grækenland. Men konflikterne skal reguleres og bearbejdes politisk på en produktiv måde.«

Den europæiske ide

I Tyskland døjer Angela Merkel stadig med konsekvenserne af sin tøvende håndtering af den græske krise. Kanslerens mislykkede balancegang mellem hensynet til folkestemningen og forventningerne om europæisk solidaritet fra Athen og Bruxelles har blotlagt, at middelklassens interesser i højere grad end før splittede på tværs af nationale grænser.

»Selv for fagforeningerne er det svært at finde fælles europæisk fodslag. Blandt industriens ansatte har man længe forsøgt at nå til europæisk enighed, men det er ikke blevet til noget. Middelklassen er endda mere heterogen end arbejderklassen,« forklarer Vogel. »Der er folk i forvaltningssektoren, i sundhedssektoren og i uddannelsessektoren, der alle har meget forskellige interesser. Men den europæiske middelklasse er fælles om at være afhængig af statslig finansiering.«

Ifølge Vogel er det tydeligt, at gældskrisen og de efterfølgende besparelser har blotlagt en overraskende dyb rift i den europæiske idé:

»Man kan observere, at de konflikter, der eksempelvis har været i Grækenland, og som i et vist omfang vil dukke op på dagsordenen i Tyskland i forbindelse med spareprogrammet, sætter spørgsmålstegn ved det europæiske projekt. Man vender ryggen til Europa og fokuserer på sin egen husholdning, og man forsøger at få problemet under kontrol med nationalstatslige tiltag.«

Men den tyske sociolog betegner det nationale perspektiv som utilstrækkeligt, når det gælder socialstatens fremtidige udfordringer:

»Spørgsmålet om, hvordan vi organiserer velfærd, lader sig ikke blot besvare på et nationalstatsligt niveau.«